Når eleverne starter i 7. klasse på Afd. Nørre Allé, skal de have besluttet, hvilken linje de vil gå på.
Herunder kan du læse lidt om, hvad de forskellige linjer tilbyder.
eSport!
Vi tager eSport seriøst, derfor tager vi også eleverne hele vejen rundt om e-Sports-verdenen. Både hvad der gælder de tekniske og taktiske aspekter af e-Sport, men også læren om samarbejde, kommunikation og sundhed! Det er meget vigtigt for esports-udøvere at de er i god fysisk form, så de kan holde koncentrationen i mange timer ad gangen og have skarpe reflekser.
E-sports linjen er for dig der vil lære om e-sporten på både et taktisk og teknisk niveau. På linjen bliver der gået i dybden med spillene League of Legends og CS:GO. Disse to titler er de største inden for e-Sport med flere millioner brugere hver eneste time. Andre titler kommer også i spil undervejs.
Derudover vil vi deltage i store LAN’s som NPF og skoleturneringen i begge spil.
(Krav til linjen: en computer)
Global
Indholdet på linjen har sit omdrejningspunkt omkring det at være borger i globalt samfund med mange forskellige kulturer og muligheder. Tolerance og forståelse for andre er centrale emner for linjen.
Gennem den daglige undervisning på engelsk og dansk er det målet
• at kvalificere dig til at kommunikere på tværs af landegrænser
• at kunne begå dig i en global verden
Nogle af de arbejdsområder, der vil blive arbejdet med på linjen, er
• aktuelle og internationale begivenheder
• online kommunikation med andre lande
• livsvilkår og kulturværdier i andre lande
Undervisningen vil løbende blive evalueret via projektarbejde og lede hen mod en mundtlig afgangsprøve.
Idrætslinjen
På denne linje kommer du til at opleve en bred vifte af idrætsaktiviteter fx. boksetræning, forskellige turneringsformer inden for boldspil, deltagelse i sportskonkurrencer på og uden for skolen.
I løbet af de tre år, du går på linjen, kommer du blandt andet til at stifte bekendtskab med en junioridrætslederuddannelse, idrætsmærker, kurser i kost og ernæring, planlægning og gennemførelse af idrætsaktiviteter for andre, og desuden vil der løbende være evaluering af den fysiske udvikling.
Du vil opleve idræt på mange måder, afprøve dig selv igennem idrætten, rykke grænser gennem idrætten og samarbejde med andre skoler/uddannelser og foreninger.
Linjen har ekstra idrætstimer, så du skal være idrætsinteresseret, klar på at dyrke masser af motion ude/inde og i alt slags vejr og være klædt om og bade efter endt idræt.
Dine resultater vil løbende blive samlet i en portfolio, som vil blive bedømt.
Ullerup Bæk Skolen er Idrætsskole i Fredericia Kommune i samarbejde med Team Danmark. For eleverne på Afd. Nørre Allé betyder det blandt andet, at alle kommunens idrætstalenter er samlet i de såkaldte T-klasser på 7., 8. og 9. årgang. Ud over talentklasserne er der naturligvis også masser af idræt på vores idrætslinje.